Historie

LØGSTØR FJERNVARME 50 ÅR

I 2006 var det 50 år siden, at fremsynede Løgstørborgere startede Løgstør Fjernvarmeværk.

På den stiftende generalforsamling i sommeren 1956 blev de tre pionerere  Vagn Bro(formand), Jesper Nielsen og Ove Jeppesen valgt til den første bestyrelse. 20 forbrugere var indtegnet, og den første fjernvarmecentral blev etableret sammen med fyret til skolen i Østergade.

Såvel Løgstør Fjernvarmeværk som Løgstør by har været gennem en voldsom udvikling i de forløbne 50 år. Nu leveres varme til næsten 2300 forbrugere fra det nuværende Løgstør Fjernvarmeværk på Blekingevej.

LØGSTØR FJERNVARME 40 ÅR
Af N. H. Lindhard (Et uddrag fra jubilæumsskriftet, udgivet juni 1996)

Befolkningen i de nordlige lande har altid haft behov for varme, når det var koldt udenfor. Den første varmekilde har været et bål ved hulen. Senere, da man byggede huse, blev det et ildsted midt på gulvet. Fra jernalderen blev den ene ende af huset indrettet til kvæget. Det lunede, men hjalp ikke på luften i rummet, selvom der var et aftrækshul, en lyre, i taget. En virkelig forbedring skete, da skorstenen blev opfundet. Til at begynde med lignede den ikke nutidens, den kunne være lavet af træ, og i fleretagers huse blev den ikke ført længere end op på loftet. Det blev så mange steder brugt til at ryge kødvarer på. Men brandmyndighederne blandede sig og krævede murede skorstene, der var ført helt igennem. Da husene kunne have stråtag og lerklinede vægge, stod skorstenen ofte alene tilbage efter en brand. I stedet for bålet, blev der tændt op i bundet af skorstenen, der dannede en kamin, men det gav for lidt varme til stuen, og krævede kolossale mængder brænde. Så fandt man på at lukke ilden inde i en kakkel- eller jernovn. På den måde var det muligt at varme op i hele huset, der efterhånden blev delt i mange rum. Da Løgstør Kommune i 1870 købte bødker Piselhøjs store bygning på torvet for at bruge den til skole, indeholdt den 18 kakkelovne. Kakkelovne var standarden for de fleste private, f.eks. fremstillede Løgstør Jernstøberi også støbejernsovne, men i visse større og offentlige bygninger begyndte centralvarmen at vinde frem. Princippet havde været kendt siden oldtiden, dels med varm luft, dels med damp, men det kneb med den praktiske udformning. Der var også en reel brandfare. Det gik bl.a. ud over Koldinghus og Christiansborg. Da centralvarmen gik over til vandopvarmning i radiatorer, kom der mere gang i sagerne.
Fjernvarme Men trods flere forsøg var det stadig kun et enkelt kompleks, der blev opvarmet ad gangen. Fremsynede folk mente, at større områder måtte kunne opvarmes fra en enkelt varmekilde, og den fik navnet fjernvarme. Så opstod der et nyt problem. Hvordan skulle varmen transporteres til kunderne uden for meget varmetab? Det måtte løses. Den 19. juni 1956 mødtes en kreds af borgere på Mikkelsens Hotel til en stiftende generalforsamling for Løgstør Fjernvarmeværk. Initiativtagerne var bl.a. borgmester Vagn Bro, rutebilejer Jesper Nielsen og bankkasserer Ove Jeppesen. De havde inviteret ingeniør Østgaard fra firmaet Studstrup og Østgaard i Aalborg til at gøre rede for det forarbejde, der var gjort. Der var på det tidspunkt indtegnet ca. 20 forbrugere, hvoriblandt en del kommunale bygninger, og det blev vedtaget at gå i gang om gående. Det mest praktiske i begyndelsen var at lægge varmecentralen sammen med fyret til skolen i Østergade i det rum, der senere blev lærerværelse, og engagere skolen pedel, Poul Jacobsen, som varmemester. De 20 forbrugere var spredt over Østergade, Bredgade, Jernbanegade, Blindebomsgade, Østerbrogade, Torvegade og Fredensgade, så ledningsnettet har nok ikke været rentabelt fra starten. Et overslag over etableringsudgifterne viste, at tilbudene blev på tilsammen 290.000 kr., og de 20 forbrugere skulle indbetale 127.000 kr. på 10-årige lån. Der blev nedsat en tremandsbestyrelse, der kom til at bestå af de tre initiativtagere, Vagn Bro, Jesper Nielsen og Ove Jeppesen. Vagn Bro blev formand. Fa. Bruhn & Sørensen, Århus fik overdraget arbejdet med ledningsnettet, 139.000 kr., mens A. Andersens Enke skulle etablere en kedelcentral, 22.530 kr. Fa. D.S.V. i Århus skulle levere kedler for 26.800 kr., men måtte tage to gamle kedler til 7.200 i bytte. 
 De første fjernvarmekanaler

Den nye formand var blevet borgmester i 1954, og han var da Danmarks yngste borgmester. Han var netop 39 år. Vagn Bro var svigersøn af den tidligere socialdemokratiske borgmester Carl Grønning. Jesper Nielsen var venstremand og havde en periode også som borgmester. Med hensyn til det ledningsnet, der skulle etableres i gaderne, havde Studstrup & Østgaard tegnet nogle betonkanaler, hvor rørene (frem- og tilbageløb) blev isolerede, dels med glasuld, dels med cellebeton. Det var nok det bedste for sin tid, men gadernes lave beliggenhed bevirkede en ret kraftig tæring på rørene på grund af grundvand og jævnlige oversvømmelser. I øvrigt svarede både etableringsomkostninger og driften temmelig nøje til forventningerne. 
Ny fjernvarmecentral Allerede to år efter starten, kunne formanden meddele på generalforsamlingen 18. juni 1958, at bestyrelsen indstillede til forsamlingen at bygge en ny kedelcentral på en grund i Østergade, der var ejet af Håndværkerstiftelsen. Grunden kunne erhverves for 7.000 kr. + 600 kr. for afsavn af haven. Det blev enstemmigt godkendt. Bestyrelsen havde fået et nyt medlem året før, da sagfører Asmus Petersen havde afløst O. Jeppesen. På den måde skiftede man fra et regnskabskyndigt til et jurakyndigt medlem.

 Centralen i Østergade

Den 1. september blev Tage Melsen antaget som varmemester for en løn af 200 kr. om ugen. Varmecentralen gik i gang ca. 15. september. Der kom hele tiden nye kunder, så der skulle føres gadeledninger frem over det meste af byen. Allerede 1. oktober gik Tage Melsen over til månedsløn, 900 kr. Der blev indrettet kontor, og værket købte ca. 1000 røde klinker fra det nedlagte elværk. De blev bl.a. brugt til at pynte på fronten af kedelfundamenterne. I januar 1959 vedtog bestyrelsen at sende brev til alle, der boede langs det etablerede ledningsnet, med tilbud om tilslutning til værket. Udvidelsen havde kostet 901.000 kr. og driftsregnskabet 1958/59 viste, at kbm-prisen kunne holdes under 1 kr. 
Rørene tæres De rør, der var lagt ned i gaderne, blev som nævnt tærede, og allerede midt i 1959 skulle ledningerne i Bredgade og Søndergade skiftes ud. Ingeniør Østgaard forslog at gå over til nogle nye rør fra eternitfabrikken, der skulle være fuldstændig vandtætte. Det var ganske vist dyrere og mere langsommeligt at lægge dem ned, og det kneb med det vandtætte, når der skulle tilsluttes nye forbrugere. Det ser nu ikke ud til, at de blev lagt ned. Igennem en del år var der også problemer med vandets sammensætning, som bevirkede tæring indefra. Der blev tilsat forskellige kemikalier, men utætheden i ledningsnettet bevirkede, at det behandlede vand ikke kunne produceres hurtigt nok, så det blev nødvendigt at tilsætte "råt" vand. Mange vil kunne huske slam i radiatorerne. Når det blev anbefalet at bruge støbejernsradiatorer i stedet for pladeradiatorer, var grunden udelukkende en større godstykkelse, så det varede længere med gennemtæring. Med det vand, Løgstør har, er det stadig nødvendigt med tilsætning. Ved generalforsamlingen i 1959 meddelte Vagn Bro i beretningen, at der var nedlagt 1200 m. gadeledninger, så værket nu var oppe på ca. 8 km. Han mente ikke, at det ville komme store udvidelser mere, da det meste af byen var dækket ind. Formanden oplyste, at fjernvarmeværket ikke havde nogen forsikring, der kunne dække, hvis en radiator eller et rør sprang i de tilsluttende ejendomme. Under eventuelt foreslog lods Christensen en udvidelse af bestyrelsen til 5 mand. Forsamlingen vedtog med 49 stemmer mod 20 en ekstraordinær generalforsamling inden 1. december. Den 25. november kom sagen til behandling. Der skulle 2/3. flertal til, nemlig 46 ja-stemmer. Der var 44, så forslaget blev forkastet. Beretningerne fra de første år viser, at bestyrelsen hele tiden var opmærksom på at forny og forøge kedler og pumper m.m. for at følge med tilslutningen af nye medlemmer. Det måtte dog ikke gå stærkere end økonomien tillod. I slutningen af 1959 ville man gerne have et nødaggregat, så værket kunne holdes i gang i en krisesituation. I første omgang blev det udsat, da det blev for dyrt. 
Bolig til varmemesteren I 1959 blev der også besluttet at bygge en funktionærbolig til varmemesteren på nabogrunden, så han kunne være i nærheden hele tiden. Det blev vedtaget, at arkitekt Gadegaard skulle udbyde varmemesterboligen i licitation mellem Aage Poulsen og Otto Mørch. Mens man var i gang med forberedelserne til varmemesterboligen, havde ca. 70 medlemmer ønsket en ekstraordinær generalforsamling, for at få oplysning om, hvad bestyrelsen lavede uden at spørge medlemmerne. Det var jo dem, der ejede virksomheden. Toldforvalter Enemark mente ikke, at ret mange havde noget imod byggeriet, men at medlemmerne ikke havde kunnet give deres mening til kende. Formanden oplyste bl.a., at brandkommissionen og fabrikstilsynet havde henstillet, at værket byggede et toilet og flyttede kontoret, og i stedet for en tilbygning til ca. 25.000 kr. ville bestyrelsen hellere bygge en varmemesterbolig der, foruden lejlighed, rummede de ønskede ting plus lager. Huset kunne bygges for omkring 49.000 kr. De ca. 100 fremmødte blev beroliget, og bestyrelsen lovede i fremtiden altid at spørge medlemmerne før større ting blev sat i gang. 
Bestyrelsen udvides I oktober 1960 var der generalforsamling, og forslaget om udvidelse af bestyrelsen blev gentaget. Det blev enstemmigt vedtaget, og samtidigt trak Jesper Nielsen sig tilbage. Han fik en stor tak med på vejen for sin indsats for "Fjervarmen". Det må nok være en skrivefejl! De nye bestyrelsesmedlemmer blev driftsbestyrer Robert Olsen, bankdirektør Chr. Nielsen og postbud Aksel Andersen. Antallet af forbrugere var oppe på 208, omregnet i lejligheder ca. 550. De følgende år fortsatte stigningen i tilsluttede ejendomme, og der var pæne overskud, hvoraf 25.000 pr. år blev hensat til fornyelsesfond. Fra 1963 arbejdede bestyrelsen med planer om en ekstra varmecentral, og i januar 1964 havde Ege Andersen udviklet en ny type fjernvarmerør, der som et forsøg skulle lægges ned i Strandstræde. Prisen ville max blive 80 kr. pr. løbende meter. Det blev pointeret, at nedlægningen var et forsøg. Bestyrelsen sikrede sig også, at hvis der var væsentlige fejl indenfor 2 år, skulle Ege Andersen lægge hele strækningen om for egen regning efter det gamle system. 
Ny central på Tværvej Efterhånden var der kommet mange nye kunder oppe på bakken, og i stedet for at udvide i Østergade, blev det besluttet at bygge nyt på Tværvej, også for at udligne den store højdeforskel.

 De første præfabrikerede fjernvarmerør nedlægges i 1964

 Rørene udskiftes i 1989

Den nye varmecentral blev udbudt i licitation som hovedentreprise blandt Aage Poulsen og O. Mørch. Der var også tilbud på kedel-leverance, og den samlede byggesum blev ca. 940.000 kr. På grund af skorstenens højde ønskede Vagn Bro et forslag til vartegn for byen. I den anledning nævnte ingeniør Østgaard, at der skulle rettes henvendelse til luftfartsmyndighederne om evt. krav til lys på skorstenen. Ved en ekstraordinær generalforsamling 9. marts 1964 blev det nye værk godkendt med 50 ja mod 5 nej.

 Lykønskning fra Løgstør Fjernvarmeværk til Løgstør Rørindustri

I forbindelse med den nye central på Tværvej, blev det opslået en stilling som assistent ved værket. Der var 14 ansøgere, og Egon Rosenskjold blev valgt. Værket blev sat i drift 15. sept. 1964. Der blev lavet overenskomst med BP om olieleverancer. BP anbragte to tanke til hver 100.000 liter, som de afskrev over 10 år, hvorefter de var værkets ejendom. Man var allerede blevet så tilfreds med Ege Andersens rør, at de kunne bruges til stikledninger overalt. Der var ganske vist begyndervanskeligheder med fjernvarmerørenes samlemuffer, som ikke var helt tætte. Det bevirkede, at der kom til at stå vand i plastrørene. Problemet blev dog ret hurtigt løst. Ved generalforsamlingen i 1964 kom Gunnar Serup ind i bestyrelsen i stedet for dir. Chr. Nielsen, der havde forladt byen. Det blev også vedtaget at bygge en varmemesterbolig ved det nye værk.
 Centralen på Tværvej

Efter generalforsamlingen modtog bestyrelsen en skrivelse fra advokat C. Weiss Christoffersen, som på to medlemmers vegne protesterede mod valget af Serup og vedtagelsen af varmemesterbolig. De forlangte en ny generalforsamling om de to spørgsmål. Det blev afvist. Omkring værkets 10-årsdag diskuterede man at føre en ledning til det nye skoleområde vest for Viborgvej. Ingeniør Diezt fra Studstrup & Østgaard oplyste, at det ville koste ca. 350.000 kr. at etablere en ledning fra den nye central til Røde Kors Hjemmet, hvis den skulle være stor nok til forsyning af hele området. En anden mulighed var at opstille en flytbar varmecentral lige ved forbrugeren. Det kunne gøres for ca. 100.000. Det lød udmærket, men bestyrelsen udsatte dog afgørelsen. 
Flytbar central på Bøgevej Ved et efterfølgende møde viste der sig tre muligheder for varme til institutionerne Røde Kors m.m. Den billigste var en flytbar central med ledninger kun for forsyningen af dem, men ikke hele området. Pris 158.000, men Vagn Bro mente, at der kunne fås en billigere central. Det skulle undersøges. Ege Andersens nye fabrik ved Danmarksvej, altså Løgstør Rørindustri, skulle naturligvis også kontaktes med henblik på leverance af fjernvarme. På generalforsamlingen 1966 kunne Vagn Bro meddele, at der var ca. 12.5 km. hovedledning, og der var tilsluttet ca. 900 lejligheder. Der var solgt knap 400.000 kbm. varme, og mange ledninger var skiftet ud med Løgstør-rør. Der var stadig mange klager over sodplage, slam i ledningerne, for lidt varme og for lavt tryk, og de nye rør blev også tæret indefra. Forslag om en varmemesterbolig på Tværvej blev nedstemt. Efterhånden dukkede der nye institutioner frem vest for Viborgvej, og det måtte bestyrelsen tage højde for. Et af problemerne var Limfjordsskolen, som blev forsynet med en gastank og aftræk fra kedel. Det skulle godkendes af forsorgscentret i Vodskov. Et lidt uventet problem dukkede op. Melsen fortalte, at folk fra TV havde klaget over, at oliefyrene i Østergade generede Tv-modtagelsen, og det må man ikke. Tv-folkene ville komme igen og undersøge sagen nærmere. 
 Centralen på Bøgevej

Bøgevej bliver permanent Allerede i midten af 1970 måtte værket udskifte den midlertidige, flytbare central med en permanent. Så skulle Limfjordsskolen med på nettet, men måtte beholde gassen som reserve. Året efter blev gasfyret dog nedlagt. Der havde gennem årene været en langvarig diskussion med "Befas" om tilslutning eller ej. Tilslutningen blev plomberet, men firmaet havde stadig muligheden for fjernvarme. Så skulle der bare betales tilslutningsafgift og almindelig afgift. 
Kup på generalforsamlingen Gennem årene havde referaterne fra generalforsamlinger et ensartet præg. Beretningen fortalte om antallet af nye medlemmer og nedlagte kilometer ledninger i gaderne og ikke mindst olieprisen. Valg til bestyrelsen var genvalg uden modkandidater. Men i 1971 skete der noget nyt. Formanden var dog urørlig, men til bestyrelsen var Asmus Petersen og Robert Olsen på valg. Asmus Petersen fik 48 stemmer og Robert Olsen fik 34, men Bent Petersen fik 35 stemmer. Det blev oplyst at Bent Petersen som formand for Andelsboligforeningen rådede over 21 stemmer. Vagn Bro takkede Robert Olsen og beklagede, at bestyrelsen nu mistede det medlem, der havde teknisk indsigt. Ganske uden forbindelse med det havde Hans Nielsen, Sønderport, konstateret rotter i fjernvarmeledningerne. Der havde været stigninger i olieprisen gennem flere år, og nu tog det fart. Alene i 1970/71 var prisen steget fra 113 kr. til 217 kr. pr. ton. I 1973 diskuterede bestyrelsen tilslutning til Ege Andersens villa ved fabrikken. Kobbersmeden kom selv til mødet og anbefalede, at ledningen blev stor nok, fordi han forventede, at på samme ledning blev tilsluttet en hal på ca. 4000 kvm. Han ville selv betale egen stikledning, ledning i vej samt prisforskellen til en større dimension. 
Syv i bestyrelsen Ved et bestyrelsesmøde i januar 1975 fandt man ud af, at Bent Petersen ikke ifølge vedtægterne kunne være medlem af bestyrelsen, da han ikke havde fjernvarme og ikke mere var i bestyrelsen for nogen boligforening. Da Asmus Petersen også ville trække sig tilbage, skulle der vælges to nyt til bestyrelsen. Den ene var et gammelt bekendtskab, nemlig Robert Olsen, og den anden blev Uffe Bro. Asmus Petersen blev takket for mange års godt arbejde. Han havde været med i 18 år. Ved generalforsamlingen 1977 gentog "kuppet" fra andelsboligforeningen sig. Uffe Bro blev slået med 1 stemme af Leif Skotte Mortensen. Efter få måneder meddelte denne dog, at han trak sig tilbage, da han ikke følte at han præsenterede foreningen. Suppleanten Uffe Bro vendte derefter tilbage til bestyrelsen. Det bevirkede at bestyrelsen forslog ændring af vedtægterne, så der blev syv medlemmer. Det ene nye medlem skulle udpeges af kommunen, det andet af andelsboligforeningen. Kommunens repræsentant blev Karl Laut, og foreningens blev Levi Pedersen. 
Tage Melsen holder op Varmemester Tage Melsen ønsker at fratræde stillingen på grund af alder. Bestyrelsen vedtog enstemmigt et forslag om, at Melsen blev ansat som konsulent og skulle stå til rådighed med sin viden om værket. Derudover skulle han træde til som ferieafløser og ved sygdom i op til tre uger hvert år. Ordningen skulle løbe indtil 1984. Som ny varmemester tiltrådte Per Guldvang i juli 1979. Han blev valgt mellem 15 ansøgere. Olieprisen blev ved med at stige. I august 1979 passerede den 1000 kr./ton, og det blev nødvendigt at spekulere i andre brændselsformer. Ingeniør Mogens Knudsen havde undersøgt muligheden for et anlæg til fyring med træflis. Konklusionen var dog, at det ikke kunne betale sig. Der blev holdt møde om muligheden for geotermisk energi, og bestyrelsen havde modtaget oplysninger om et kulfyret varmeværk. Staten opfordrede til at gå bort fra olie. Et halmfyr kunne på det tidspunkt ikke betale sig, og Naturgas Midt/Nord meddelte, at gassen først kom til Løgstør-området på den anden side år 2000. Det blev besluttet at rense kedlerne i Østergade og på Tværvej ved en "udsyring". Under processen blev det ene oliefyr ødelagt og bestyrelsen krævede 18.000 kr. i erstatning. Firmaet, Sv. Hjelmgarth, tilbød 10.000 "til fuld og endelig afgørelse i sagen".
Alternativ energi Fra medlemmerne kom der kraftige ønsker om at kunne bruge anden energi, f. eks. brændeovne. Det blev drøftet livligt i bestyrelsen, og resultatet blev en tilladelse, når værket til gengæld regulerede de faste afgifter. Det ville ske pr. 1. sept. 1981. Der var en enkelt udskiftning i bestyrelsen i 1980, da J. Sønderstrup kom til at repræsentere andelsboligforeningen. Ved generalforsamlingen i oktober 1981 var der mødt ca. 200 medlemmer. Hotellet måtte rekvirere ekstra stole, og ikke alle kunne være i salen, men blev henvist til gangen. I Vagn Bros beretning blev det bl.a. nævnt, at oliepriserne havde fortsat deres himmelflugt, så udgifterne oversteg 6 millioner. Det var 2 mill. mere end året før. Forbruget havde været 8 % mindre, fordi kedlerne var blevet af syrede. Det havde kostet 50.000 kr., men sparet ca. 500.000 liter olie. Årsagen til det store fremmøde var de to forslag, som bestyrelsen havde på dagsordenen. Det første handlede om medlemmernes personlige hæftelser og om at ændre regnskabsåret af hensyn til overgang til edb. Det andet, hvor ikke hele bestyrelsen stod bag, drejede sig om en ny fordelingsnøgle, så betalingen i højere grad faldt som faste afgifter. Det var forårsaget af ønskerne om alternativ opvarmning. Begge forslag affødte et utal af indlæg fra forsamlingen og resultatet blev, at de blev stemt ned. Der blev ikke brug for den annoncerede ekstra generalforsamling til bekræftelse af vedtægtsændringerne, men den ordinære var også lang nok. Mødet sluttede først kl. 1. Dirigenten, Erik Bengtsson, mente dog, at der snart ville blive indkaldt til en ny generalforsamling. Dette skete 20. august 1982, hvor de samme forslag til vedtægtsændringer blev fremlagt og vedtaget ved to generalforsamlinger. Det var næsten enstemmigt. 
Skal der bygges kulfyr? I samme måned havde der været møde med ingeniørfirmaet Tjæreborg Industri og Løgstør Rørindustri om muligheden for at etablere et kulfyr. Det blev oplyst at et kulfyr kunne bygges for ca. 4 mill. kr. og medføre en årlig besparelse i forhold til værkets størrelse på ca. 2.7 mill. kr. Det ville koste ekstra at forbinde de tre centraler til kulfyret. Formanden, Vagn Bro, havde været sygemeldt det meste af 1982, og pr. 1. maj blev Aksel Andersen konstitueret som formand. Ved generalforsamlingen 26. okt. 1982 ønskede hverken Vagn Bro eller Aksel Andersen at være formand. Der blev så valg imellem Uffe Bro og Poul Anker Simonsen. Uffe Bro vandt, og Poul Anker Simonsen blev næstformand. Der var opstillet 7 kandidater til de tre bestyrelsesposter, og valgt blev Bent Andersen, Eigil Rosenskjold og Poul Carstensen. På det tidspunkt havde Vagn Bro ydet en kæmpeindsats gennem 26 år, og nu gik formandskabet videre i familien. Bestyrelsen blev orienteret om udgifter til kulfyr placeret forskellige steder i byen, bl.a. Blekingevej, Tværvej eller havnen. Blekingevej vandt, og det blev besluttet at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling 16. marts 1983. Belært af erfaringerne med tilstrømning var mødet flyttet til Løgstør Hallen. Forud havde der være orienteringsmøde, og der var udsendt skriftligt materiale til samtlige forbrugere, så beretningen kunne gøres ret kortfattet. Der skulle så stemmes om overgang til kulfyr og omlægning af afgifterne. Det blev vedtaget med 198 stemmer for og 98 imod. Forslaget lød bl.a.: "Bestyrelsen bemyndiges til at indgå de nødvendige aftaler for at å gennemført det forelagte projekt med etablering af et nyt kulfyret varmeværk (inkl. 2 stk. oliefyr), nedlægning af de tre eksisterende centraler, samt sammenkobling af de eksisterende 3 ledningsnet". Der var også bemyndigelser til at sælge de overflødige ejendomme og omlægge afgifterne. Bestyrerboligen skulle udbydes til salg for 250.000 kr. Bestyrelsen tilbød kommunen et mageskifte med Tværvej- og Bøgevejgrundene mod en grund på Blekingevej. Man ville fjerne skorstene begge steder. Der blev indkøbt et data-anlæg fra "Djurs Data", som skulle klare overgangen til de nye tider. Tjæreborg Industri tilbød selv at lave betonarbejdet. Alle andre entrepriser skulle gå til lokale håndværkere. Man ville endda forhøje prisen med op til 50.000 for at arbejdet kunne gå til de lokale. 
 Centralen på Blekingevej

Omkring nytår 1983/84 døde andelsboligforeningens repræsentant, J. Sønderstrup, og han blev erstattet af Arne Simonsen. 
Ny varmemester Der var opstået uoverensstemmelser mellem bestyrelsen og varmemester Per Guldvang, efter at han var fraflyttet tjenesteboligen, så han sagde op pr. 1 jan. 1984. Værket skulle annoncere efter en ny varmemester, der helst skulle have kendskab til fjernvarme i forvejen. Der kom ca. 55 ansøgninger, og de 9 blev indkaldt til samtale. Efter samtalerne blev Jørn Fisker, Hvide Sande, ansat. Han kom til at deltage i opbygningen af kulværket og havde god brug af sine 10 års erfaring, som også omfattede kulværk i Hvide Sande. Der kom fyr på kedlerne første gang 2. april 1984, men omlægningen gik ikke helt glat, da det en overgang blev nødvendigt at skifte mellem Blekingevej og Tværvej, for at undgår afbrydelser i varmeforsyningen. Det betød nemlig, at vandet måtte skifte retning og sendes den modsatte vej rundt i ledningerne. Det gav adskillige brud på svage steder. Midt på sommeren 1984 var kulvarmeværket klar til indvielse efter et par måneders prøvekørsel. De tre gamle værker var solgt. Det i Østergade til firmaet Ca-Ren, ejet af Poul Carstensen, de to andre til kommunen, og den 25. august kunne bestyrelsen invitere til åbent hus. Det var bagende varmt, så de fleste var i skjorteærmer og let tøj, altså ikke rigtigt fjervarmevejr! Formanden, Uffe Bro, bød velkommen og takkede medlemmerne, fordi man havde måttet investere 12-13 millioner i værket. Han takkede også håndværkerne, der foruden Tjæreborg Industri, var Søren Qvist, Ole Erlandsen, Henning Jensen, Torben Bohmann, Holger Møller og Eigil Bundgaard. De havde ydet et udmærket arbejde. Det var Nordjyllands første værk i sin art. Der var mange talere med pæne ord om fjernvarmeværket, men en af dem, Knud Frandsen, der repræsenterede Naturgas Midt/Nord, løftede sløret for en konkurrence fra naturgassen, som alligevel var nået til Løgstør. Fjernvarmeområdet skulle afgrænses i forhold til gassen. Værkets erklærede mål, at forsyne hele byen, skulle der kæmpes om. 
 Centralen på Blekingevej

Kampen om gassen Og det blev en kamp. Naturgasselskabet og kommunen pressede hårdt på, for at gassen skulle komme til Løgstør. Der blev holdt adskillige møder, og på generalforsamlingen i august 1985 langede formanden, Uffe Bro, hårdt ud efter kommunen: "Bestyrelsen har i det forløbne år brugt megen tid på at behandle det kommunale tiltag på varme-planområdet. Bestyrelsen har været udsat for et urimeligt stort pres fra kommunen for at få os til at acceptere, at vi skal fyre med naturgas". Udtrykket "urimeligt" blev brugt, fordi kommunens varmeplan ikke var ordentlig gennemarbejdet, og fjernvarmen måtte stille de spørgsmål til naturgassen, som kommunen burde have stillet. Samtidig glædede formanden sig over de besparelser, som kulfyringen havde medført, og beklagede at fordelene igen ville forsvinde, hvis naturgassen skulle erstatte kul. Det blev nævnt, at politikerne var villige til at acceptere prisstigningen, hvis blot beboerne uden for fjernvarmen slap billigere. Det ville indebære, at fjernvarmekunderne skulle betale ekstra, for at andre beboere kunne få billig naturgas! Formanden var ked af, at der havde været mangelfuld bogføring, men mente at det blev bedre. Pr. 1. januar 1985 var der ansat en bogholder, Eva Christoffersen, som skulle tage sig af den sag. Efter et halvt års pause vendte Eigil Rosenskjold tilbage til bestyrelsen. 
Halmfyr I begyndelsen af 1986 arbejdede bestyrelsen med at installere halmfyr, da kulpriserne var på vej op pga. større energiafgifter, og efter kommunens accept, blev der indkaldt til ekstraordinær generalforsamling den 13. maj. Her blev bestyrelsens forslag om delvis overgang til halm- og evt. gasfyring vedtaget med 169 stemmer for og 41 imod. Vølund Forskningscenter havde eksperimenteret med en halmfyringsteknik på produktudviklingscenteret i Løgstør, og resultaterne var så lovende, at bestyrelsen vedtog et halmfyr til fjernvarmen. Der blev forhandlet med forskellige landmænd om en kontrakt om halmleverance, til at begynde med 3000 t. halm til 45 øre pr. kg. reguleret op eller ned efter halmens fugtighed. Der skulle bygges til halmlager. De nærmeste følgende år skete der meget på fjernvarmeområdet. Kontrakt med Naturgas Midt/Nord blev underskrevet 25. sept. 1986. De dele af byen, der allerede havde fået gas installeret, skulle fortsætte, og fjernvarmeområdet blev groft sagt byen vest for jernbanen. Der var den pudsighed, at grunden, hvor varmecentralen var bygget, lå udenfor fjernvarmens område, men ved hjælp af en dispensation lykkedes det at få lov til at bruge fjernvarme på centralen! Den 3. december meddelte naturgasselskabet, at de ikke kunne stå ved den indgåede aftale. Bestyrelsen tog forbehold om erstatning, og ville søge halmprojektet gennemført, evt. uden gassen. Licitationen over bygning af halmlager blev vundet af Martinus Nielsen & Søn. I juni 1987 foreslog Løgstør Rørindustri at sælge deres overskudsvarme til fjernvarmen. Bestyrelsen besluttede, at der skulle foretages en beregning af varmeprisen. På samme bestyrelsesmøde dukkede for første gang et forslag op til decentralt kraftvarmeværk. Hvis der skulle arbejdes videre med sagen, burde kommunen involveres. Kommunalbestyrelsen godkendte i juni 1986 en garantiforpligtelse overfor Privatbanken på 5 mill. kroner til finansiering af halmfyret. Uforudsete ekstra udgifter bevirkede året efter, at man ønskede garantien 2 mill. højere. I oktober 1987 trådte Laurits Jacobsen ind som kommunens repræsentant i steder for Karl Laut, som havde været med i 10 år. Laurits Jacobsen trådte dog ud igen marts 1989, da han forlod byrådet, og blev erstattet af S.E. Jensen. Fra 1987 havde der været klager over røggener, og bestyrelsen bad leverandøren, Vølund, om at få renset "dampfanen" og dens tilbøjelighed til at slå ned. På generalforsamlingen 1988/89 kunne det oplyses, at udslippet fra halmfyret lå under en tredjedel af det tilladelige, og fra kulfyret endnu mindre. Det forhindrede dog ikke, at klagerne fortsatte. Især har der været en langvarig konflikt med Løgstør Caravan, der mente, at campingvognene blev beskadiget. Et af resultaterne var et større gasforbrug end planlagt, da halmfyret i perioder måtte lukkes ned for at rette på røggenerne. Den 28. nov. 1991 var de lokale fjernvarmeværker, Løgstør, Ranum og overlade, indbudt til et møde med kommunens tekniske udvalg. Naturgas Midt/Nord var også indbudt. Der blev talt meget om tilslutningsbidrag og tilslutningspligt, som Løgstør fjernvarmeværk var meget ivrig for. Man mente, at det var den eneste måde at få balance i de store investeringer på. Der blev også på generalforsamlingen 1990/91 nævnt, at værket kunne risikere et krav fra myndighederne om at etablere et decentralt kraftvarmeværk. Ifølge energipolitikken, der er formuleret i Energiplan år 2000, skal hovedparten af fjernvarmeværkerne være konverteret til kraftvarme, så elproduktionen kan afsætte overskudsvarme. Produktionen skal ske på naturgas eller biobrændsler. I 1993 begyndte værket med et godt resultat at erstatte kullene med små pressede træpiller (størrelse 7-15 mm) og i 1995 ser det ud til at pillerne skal udgøre omtrent 1/4 af produktionen, mens kraftvarme skal give 37.8 % og halm 38.7 &. Gasfyrene skal stort set optræde som reserve til spidsbelastninger. Ved licitationen til kraftvarmeværket vandt Tjærebord Industri A/S, som jo også har været inde i billedet tidligere. Ved projekteringen viste det sig, at der ikke var plads nok på grunden, så det blev nødvendigt, dels at købe sodavandsfabrikken til nedrivning, og dels køkkencenteret. Det skulle bruges til en forbedring af administrationsforholdene. 
 Sodavandsfabrikken rives ned

Der skete en udskiftning af bestyrelsesrepræsentanter, udpeget af kommune og andelsboligforening. Ib Johansen repræsenterer byrådet, og efter Arne Simonsens død har andelsboligforeningen udpeget Bent C. Thomsen. Det nye kraftvarmeværk blev taget i brug i november 1995, og det blev straks udsat for en prøve på, hvordan værket klarede en temmelig kold vinter. Det viste sig, at det fungerede så godt, at det ikke blev nødvendig at forøge produktionen på gaskedlerne, der er dobbelt så dyre som halm og træpiller. Det ser ud til, at der vil være god økonomi i at installere gasmotor nr. 2, og bestyrelsen arbejder for tiden på det. 
Tabt og vundet I de forløbne 40 år har Løgstør været udsat for store forandringer. Byen har mistet mange arbejdspladser på virksomheder og institutioner. Det skyldes dels nedlæggelser, dels centraliseringer, f.eks. elværk, gasværk, vandbygningsvæsen, toldvæsen og et sygehus og delvis jernbane og lodseri. Der er også forsvundet over 20 købmænd. Til gengæld er der kommet ny beskæftigelse i supermarkeder og industri, som f.eks. Befas, Due Plast, Vest Wood, Løgstør Rørindustri og så altså fjernvarmen. Løgstør Fjernvarmeværk står i jubilæumsåret godt rustet til fremtidens udfordringer. Den vedtagne tilslutningspligt i området er med til at sikre rentabiliteten i årene, der kommer.